Vi er meget stolte af at kunne offentliggøre vores nye direktør i Hej Fonden, Josephine Touray.
Vi har fået endnu en spiller på Hej-holdet.
Josephine Touray har nemlig takket ja til jobbet som direktør i Hej Fonden. Josephine har spillet 123 landskampe og i håndboldklubber som Viborg HK, Ikast-Bording EH og FCK, hvorfor hun har en kæmpe erfaring på banen og uden for banen.
Derfor er vi ekstremt stolte af, at hun er vores nye direktør. Heldigvis er begejstringen gengældt fra hovedpersonen selv.
“Jobbet som direktør i Hej Fonen er et drømmejob for mig. Jeg er så stolt og beæret over at blive valgt til at lede denne fantastiske organisation og kan slet ikke vente med at komme i gang. Jeg får en unik mulighed for at være med til at bygge en organisation op, og det glæder jeg mig helt vildt til. Og at det hele så drejer sig om håndbold, er jo en kæmpe bonus. Håndbold kan så meget, og jeg har selv været en del af det fællesskab, der er på et hold i mange år, og jeg ved derfor, hvordan man bærer det med sig resten af livet”, siger Josephine Touray og uddyber:
“Jeg glæder mig til at dykke ned i alle idéerne og tankerne bag Hej Fonden, glæder mig til at lære teamet at kende og så håber jeg selvfølgelig at jeg kan være med til at sætte Hej Fonden endnu mere på landkortet i håndbold-Danmark”.