Foran flere tusinde tilskuere modtog Kristrup Boldklub årets Antibulli Håndbold Pris 2024, da vores ambassadør Mie Højlund, skulle spille hjemmekamp i den danske liga. Antibulli Håndbold Prisen uddeles af Hej Fonden i samarbejde med Grundfos Foundation og Spar Nord Fonden. Prisen gives til en klub, der gør en ekstraordinær indsats for at fremme fællesskab og forebygge mobning – og i år var det Kristrup Boldklub, der skilte sig ud blandt mange flotte ansøgninger.
Kristrup Boldklub udmærker sig med deres motto: “Der er plads til alle. De har et stærkt fokus på trivsel og dyrker sammenhold på tværs af hold og årgange, så alle børn føler sig som en vigtig del af fællesskabet og oplever, at de er gode nok præcis, som de er.
Med prisen følger en pengepræmie på 20.000 kroner, og klubben har allerede planer for brugen af midlerne. De vil arrangere et “nat-håndbold”-event for U6-U13-spillerne, hvor fællesskabet er i centrum. Arrangementet byder på aftensmad i hallens cafeteria, hvorefter børnene spiller håndbold under UV-lys, iført særlige t-shirts, og med UV-markeringer på både bold, bane og mål.
Kristrup Boldklub viser med deres arbejde, hvordan en klub kan skabe stærke fællesskaber og trivsel blandt børn og unge. Stort tillykke!